Uden borgere – ingen samskabelse! Om at motivere borgerne til at indgå i samskabelsesprocesser.


Forudsætningen for enhver samskabelseproces er at få motiveret og inddraget de relevante borgergrupper til at deltage og bidrage konstruktivt til proces og produkt. Når vi først er lykkes med det, så er kunsten af fastholde borgernes motivation til at bidrage.

Det ofte stillede spørgsmål er derfor:

Hvordan motiverer vi borgeren til deltagelse og hvordan fastholder vi motivationen?

En af de mest komplekse og lærerige processer jeg selv har drevet, og hvor jeg lærte mest om motivation, involverede borgere med forskellige typer af handicap. Det betød i praksis at borgerne havde forskellige sensoriske, psykologiske og fysiske forudsætninger for at deltage i processen, og det skærpede min opmærksomhed på klarhed, procesledelse og kommunikation overfor en meget heterogen borgergruppe.

Intentionen og opgaven skal formidles klart, så borgerne kan relatere sig til dem. Forventningsaftemningen skal være på plads fra starten og kunne justeres undervejs.

Det sidste var ganske vigtigt, for hvis vi skuffer borgerne og bliver uklare på, hvilken indflydelse de reelt har, så mister de motivationen for at deltage, og vi får ikke samskabt uden borgeren.

Jeg fik skærpet opmærksomheden på hvordan borgerne – givet deres forskellige forudsætninger – kunne relatere sig til den fælles fortælling om det, vi havde gang i sammen og dermed skabe fælles mening omkring opgaven og processen og det færdige produkt.At skabe fælles mening og en fælles fortælling kræver fælles erfaring og fælles sprog. Fra vores side krævede det ekstra klarhed, hele vejen igennem, at få skabt et fælles sprog og en fælles mening.

Vi kunne ikke tage for givet, at alle opfattede det samme budskab på samme måde og på samme tid. Min pointe er, at det kan vi heller ikke regne med, selvom vi arbejder med mere homogene borgergrupper, så hele øvelsen med at tilvejebringe klarhed er kommet os til gode i senere processer.

Samskabelsesprocesser involverer altid en fin balancegang mellem borgerens perspektiv og organisationens intention. Opgaven skal give mening, både for borgeren og den organisation, der vil samskabe. En opgave kan godt synes klar for kommunen, eller for konsulenten, men ikke nødvendigvis for borgeren.

Når der er klarhed om opgaven og intentionen, om hvad der forventes af borgeren, og om hvad det er, vi vil med dem, så øger vi muligheden for at fastholde motivationen og for at borgerne oplever, at de har haft reel indflydelse, og at de er blevet medejere af slutproduktet. Så har vi reelt samskabt noget levedygtigt og bæredygtigt, og vi har skabt en bæredygtig fremtid til de borgere, som vi ønsker at involvere.