uden borgere ingen samskabelse

Forudsætningen for enhver samskabelseproces er at få motiveret og inddraget de relevante borgergrupper til at deltage og bidrage konstruktivt til proces og produkt. Når vi først er lykkes med det, så er kunsten af fastholde borgernes motivation til at bidrage.

Det ofte stillede spørgsmål er derfor:

Hvordan motiverer vi borgeren til deltagelse og hvordan fastholder vi motivationen?

En af de mest komplekse og lærerige processer jeg selv har drevet, og hvor jeg lærte mest om motivation, involverede borgere med forskellige typer af handicap. Det betød i praksis at borgerne havde forskellige sensoriske, psykologiske og fysiske forudsætninger for at deltage i processen, og det skærpede min opmærksomhed på klarhed, procesledelse og kommunikation overfor en meget heterogen borgergruppe.

Intentionen og opgaven skal formidles klart, så borgerne kan relatere sig til dem. Forventningsaftemningen skal være på plads fra starten og kunne justeres undervejs.

Det sidste var ganske vigtigt, for hvis vi skuffer borgerne og bliver uklare på, hvilken indflydelse de reelt har, så mister de motivationen for at deltage, og vi får ikke samskabt uden borgeren.

Jeg fik skærpet opmærksomheden på hvordan borgerne – givet deres forskellige forudsætninger – kunne relatere sig til den fælles fortælling om det, vi havde gang i sammen og dermed skabe fælles mening omkring opgaven og processen og det færdige produkt.At skabe fælles mening og en fælles fortælling kræver fælles erfaring og fælles sprog. Fra vores side krævede det ekstra klarhed, hele vejen igennem, at få skabt et fælles sprog og en fælles mening.

Vi kunne ikke tage for givet, at alle opfattede det samme budskab på samme måde og på samme tid. Min pointe er, at det kan vi heller ikke regne med, selvom vi arbejder med mere homogene borgergrupper, så hele øvelsen med at tilvejebringe klarhed er kommet os til gode i senere processer.

Samskabelsesprocesser involverer altid en fin balancegang mellem borgerens perspektiv og organisationens intention. Opgaven skal give mening, både for borgeren og den organisation, der vil samskabe. En opgave kan godt synes klar for kommunen, eller for konsulenten, men ikke nødvendigvis for borgeren.

Når der er klarhed om opgaven og intentionen, om hvad der forventes af borgeren, og om hvad det er, vi vil med dem, så øger vi muligheden for at fastholde motivationen og for at borgerne oplever, at de har haft reel indflydelse, og at de er blevet medejere af slutproduktet. Så har vi reelt samskabt noget levedygtigt og bæredygtigt, og vi har skabt en bæredygtig fremtid til de borgere, som vi ønsker at involvere.

Jeg tror det ikke!

Men jeg inviteres jævnligt til at afhjælpe besvær, som er opstået, “fordi X er besværlig at samarbejde med”. Jeg tror derimod på, at der findes fortællinger om at nogen er dummeog jeg erfarer ofte, at disse fortællinger opstår, når vi ikke ved hvordan vi skal håndtere relationerne til dem, som vi ender med at give prædikatet dum, eller besværlig, eller hvad det nu kan være.

Min konklusion er, at der ikke findes dumme mennesker, eller besværlige mennesker, men derimod besværlige relationer.

Når vi snyder os selv til at få navngivet nogen som “dum”, så åbner vi op for at en række handlinger kan blive legitime. Hvis det er en leder, så kan man næsten “gratis” latterliggøre nogle af lederens handlinger og beslutninger. Hvis det er forældre eller andre pårørende/borgere, så kan man mistænkeliggøre vedkommendes motiver, eller undgå dialog, eller bare bekræfte kolleger i en fortælling om, at den eller den er ganske besværlig. Hvis det er en medarbejder eller kollega, så kan handlingerne have karaktér af undgåelse og på den måde sikrer man, at man IKKE får nye og måske positive erfaringer med vedkommende, og dermed kan fortællingen fastholdes.

Når nogen fortæller dig, at nogen er dum eller besværlig, eller noget andet, så er det sjældent særligt interessant. Det interessante er, hvorfor der er brug for en sådan fortælling, hvilken adfærd fortællingen legitimerer og hvordan man kommer fri af en fortælling, som kan dræne energien hos alle og lukke af for nye muligheder.

Når jeg inviteres ind til at hjælpe med at håndtere nogen som er dum, så ender vi som regel med at undersøge hvad fortællingen om den dumme hjælper os med, eller hvad den beskytter os imod. Indimellem beskytter den os imod erkendelsen af faglig afmagt, eller faglig uformåen. Andre gange hjælper fortællingen os med at have en ekstern konflikt, så vi holder de indre konflikter i skak.

Det handler altid om at komme fri af negative fortællinger, fordi negative fortællinger låser os fast og forhindrer os i at få nye perspektiver på samarbejdet. Det handler om at få kigget bag fortællingerne og få løst de grundlæggende konflikter.

Næste gang du hører om nogen som er dum, så prøv at være nysgerrig på, hvorfor der er brug for netop den fortælling om den person, og hvad det er som fortælleren ikke har lyst til at se på hos sig selv . Tænk på, om det er relationen der skal ses på, og ikke individet.